Har jeg osse hørt. Men hvis det virker er der jo ikke grund til at give hjertemassage bagefter.
På de typer jeg arbejdede med var kondensatoren på enten 33uF eller
47uF. Regner du ud hvad spændingen på kondensatoren skal være for at der er 350 Joule i den bliver du nok lidt overrasket. Vi ender omkring 4kV. Det er ret spændende at konstruere en DC/DC converter, der fra et batteri kan levere den energi på 15-20 sekunder, mens udgangsspændingen stiger fra 0V til 4kV.For ikke at der komme brandsår på offeret, bruger man elektroder med en diameter på 8-10cm. For at sikre god kontakt smører man elektrodepasta på og trykker dem hårdt mod patienten, før man støder. Hvis der er hjerteaktivitet synkroniseres stødet.
Modstanden fra elektrode til elektrode gennem kroppen ligger mellem 50 og 100 Ohm, afhængigt af fedtprocent og bevoksning. Med den modstand og den valgte spænding kan strømmen potentielt blive på 50 til 100Amp, men kun kortvarigt. Normalt er der en spole i kredsløbet for at strømmen skal vokse kontrolleret op. Spole, kondensator og patient udgør en dæmpet svingningskreds. Typsik vel 5-10ms for en puls.
Sådan var teknologien dengang (ca 15år siden), men nu bruger man ofte det, der hedder en bifase puls, og kan sandsynligvis nøjes med mindre energier, og færre skader.
Muligvis kan du finde mere på google med "defibrillator waveform"
Bo //