I de glade elektronrørsdage anvendtes i langt de fleste tilfælde udgangstransformatorer.
Nogen har på et tidspunkt fortalt mig, at en rørforstærker med udgangstransformator ikke må strømfødes, hvis der mangler en passende lav modstand på sekundærsiden.
-
Mon i samme ombæring kan argumentere for, at en ubelastet nettransformator ikke få strøm?
Der skal vel sidde VDR/TVS-lignende enheder på indgang eller udgang for at hindre overslag, ved slukning af en nettransformator?
F.eks. skal et relæ jo have en belastning f.eks. i form af en modsatledende diode ved jævnstrøm.
I de glade elektronrørsdage anvendtes i langt de fleste tilfælde udgangstransformatorer.
Nogen har på et tidspunkt fortalt mig, at en rørforstærker med udgangstransformator ikke må elfødes, hvis der mangler en passende lav modstand på sekundærsiden.
-
Mon man i samme ombæring kan argumentere for, at en ubelastet nettransformator ikke må få el?
Der skal vel sidde VDR/TVS-lignende enheder på indgang eller udgang for at hindre overslag, ved slukning af en nettransformator?
F.eks. skal et relæ jo have en belastning f.eks. i form af en modsatledende diode ved jævnstrøm.
Det er også anvendt i transistor forstærkere, også den dag idag.
Pga. udgangs impedansen, den følger efter en nærmere formel omsætningsforholdet i trafoen, så uden belastning er udgangs impedansen meget stor og det er ikke alle forstærker konstruktioner der kan lide det.
Nej ikke på helt samme måde, det er lidt andre faktorer der gør sig gældende.
Jaaa, men også for at dæmpe spikes som følge af pludselige ændrede strømme i trafoen (som følge af pludselige strømændringer på forbrugssiden af trafoen). I praksis kan man benytte en kondensator til dette.
Ikke belastning, men til at dæmpe/kvæle den spike der opstår når man slipper relæet, denne spike har jo modsat polaritet.
Mit bud, andre kan have en anden mening, sig frem.
Jeg tror at forskellen er om transformatoren kan opfattes som værende strømstyret eller spændingsstyret. I praksis er en transformator en selvinduktion hvor der sker ændringer i magnetfeltet når strømmen i den ændres. Selvinduktioner har det med at modsætte sig ændringer i strømmen.
En lysnet-transformator er spændingsstyret. Den bruger kun den energi der skal til for at vende fluxen i kernematerialer når den er ubelastet (tomgangstab). Den sidder tværs hen over en spændingskilde og er ligegald med om den er bleastet elelr ej.
En ubelastet transformator der sidder i en anode eller collector sidder i serie med en strømkilde og er styret af strømmen der løber igennem den og kan opfattes som en spole hvor magnetfeltet i den modsætter sig ændringer i strømmen, og kan dermed lave nogle gevaldige spændingsspidser primærsiden når den søger at opretholde magnetfeltet i kernen og giver dermed anledning til spændingsspidser på anoden eller collectoren. Hvis transformatoren var belastet ville energien blive overført til belastningen på sekundærsiden.
Rør kan sikkert bedre tåle disse spændingsspidser end en transistor, men i begge tilfælde er det en god ide at indbygge en vis minimumsbelastning. (Det er her påbudet om ikke at tænde for forstærkeren uden højttalere kommer fra. Til gengæld tåler den kortsluttet udgang uden at kny.)
Analogien er en relæspole hvor der oftest sættes en diode hen over spolen til at danne en belastning der afleder spændingsspidser der overstiger forsyningsspændingen når magnetfeltet i spolen ændres drastisk fordi strømmen igennem den afbrydes. Kørt helt ud ad tangenten er der eksemplet med magnetspolen i en fjernskriver. Den trækker udmærket ved 10 volt men styres i praksis fra en spænding >100 volt igennem en faldmodstand. Derved bliver den strømstyret og reagerer hurtigere med ændringer i magnetfeltet når den skal trække eller slippe ankeret, hvilket er nødvendigt ved baudrater på mellem 50 og 110.
Ved indkobling af (store) lysnet transformatorer er der ofte en form for softstarter. I det små kan det være en VDR der snupper strømspidsen hvis indkobling ikke sker tæt på en nul-gennemgang, ellers ses ofte en stor modstang der er koblet i serie med primærsiden indtil ladekondensatoren er ladet nogenlunde op for at undgå at transformator, sikringer, ensretter og ladekondensator kommer hoppende ud af kabinettet for at se hvad der sker ;-)
Den torsdag den 25. april 2013 18.28.35 UTC+2 skrev Glenn:
de
Hej! En ofte anvendt metode ved start af transformatorer er at starte i 2 trin, for at begrænse det store indkoblings strømstød. Det gøres simplest ved at serieforbinde en modstad, som så kortsluttes et øjeblik efter m ed en timer.
Nu var det absolut - og selvfølgelig ikke - sådan en, som du beskriver, jeg mente, men jeg mener at have set flere reklamer med sådan en dims, der udviser en "stor" modstand i kold tilstand og en lav modstand, når den bliver varm på grund af strømtrækket. I gamle brugte man en urdoxmodstand i serie med "U"-rør, hvor glødetråden jo havde en lille modstand i kold tilstand og en højere modstand ved glødetrådens driftstemperatur, så det udlignede hinanden.
Det er ikke samme sag, - og gamle dages transistorforstærkere kunne også brænde af, hvis ikke belastningen var korrekt, - simpelthen fordi strøm og spændinger over komponenterne var beregnet efter at den ideelle belastning var tilstede, komponenterne var ikke særlig overdimensioneret, og at bygge sikringskredsløb var dyrt og kompliceret. Udgangstransformatorerne havde til formål at impedanstilpasse, - fx kunne en rørforstærker have en udgangsimpedans på 2 kOhm, og højttaleren var på 4 Ohm, så en tilpasning var nødvendig.
En transformator i en strømforsyning vil ubelastet fungere som en stor spole, og ja, den vil ved tilslutning og afbrydelse kunne give en strømpuls, men ikke noget der ligger ud over hvad transformatoren og andre komponenter i elsystemet kan klare. Derimod vil en transformator med efterfølgende ensretter og elektrolytkondensator ( som man byggede strømforsyninger standardmæssigt) kunne trække en voldsom strøm i et kort øjeblik, mens kondensatoren ladede op for første gang, så man var nødt til at sætte fx. et timer-relæ og en formodstand ind til beskyttelse det første par sekunder.
Relæ med diode har ikke noget med belastning at gøre, men dioden skulle kortslutte den strømpuls der opstod, når strømmen tilsluttedes eller afbrød til relæet, fordi relæspolen også fungerer som en spole, der kan producere en kraftig spændingspuls, der kan aflive den transistor der forsyner den.
Faktisk er det den puls, som man senere begyndte at udnytte til switching strømforsyninger, idet man kunne transformere op og ned uden at skulle igennem en jernkernetransformator. Her var man stadig et stykke vej fra at kunne få transistorer til at overleve 230 volt ++.
Idag kan halvledere sagtens fås til høje spændinger, derfor kan man "switche" de 50Hz i lysnettet op til nogle hundrede kHz, som kan transformeres i bittesmå ferritkernetransformatorer, og dermed lave effektive strømforsyninger i størrelse som en tændstikæske, hvor man med en jernekernetransformator som er nødvendig ved 50 Hz, skal have plads som i en skotøjsæske.
Man kan idag også med avanceret elektronik tænde og slukke kapacitive/induktive forbrugere i vekselspændingsforsyningen i 0 V-overgangen fra positiv til negativ spænding, (eller omvendt), så man undgår disse strømpulser, der ellers ville give uønsket elektrisk støj. Til gengæld giver de høje frekvenser i switchmode strømforsyninger andre udfordringer mht. elektrisk støj, der skal afskærmes/dæmpes.
ElectronDepot website is not affiliated with any of the manufacturers or service providers discussed here.
All logos and trade names are the property of their respective owners.